Ventetiden op til fødslen

Ventetiden op til fødslen gik på en gang både hurtigt, men også utroligt langsomt. Planen fra Kardiologen var hele tiden, at Baby skulle blive inde i mor længst mulig tid, da det var det bedste miljø for hende. Men samtidig var der heller ingen muligheder for at gøre noget, hvis der skulle opstå komplikationer inde i mors mave.

Så vi gik hele tiden fra milepæl til milepæl. Forstået på den måde, at så havde vi passeret uge 24, hvor Baby kunne overleve, hvis hun nu skulle komme alt for tidligt. Og pludselig havde vi også passeret de uger, hvor hun ville kunne trække vejret ved egen hjælp.

Hun valgte dog heldigvis at blive boende i sin “1-værelses” ganske længe. Og meget længere end de andre babyer vi havde hørt om med samme AV-blok.

Men i månederne op til den forventede terminsdato så vi typisk Overlægen hver 14. dage til scanning. Og i starten var Kardiologen også med hver gang. Så overgik vi efterhånden til at Kardiologen kun var med hver 2. scanning. Så vi fik et rigtigt tæt forhold til begge læger, som var rigtig sympatiske mennesker. Og utroligt fagligt dygtige, så vi hele tiden følte at vi var i gode hænder.

Da Kardiologen skulle på sommerferie blev vi dog lidt lange i ansigterne, ved udsigten til at vi så skulle tilses af en ferieafløser. Det viste sig dog, at det ikke var en tilfældig ferieafløser fundet på gaden, men derimod Kardiologens “læremester”, som han så fornemt fik det formuleret 🙂

Og langsomt, men sikkert nærmede vi os en terminsdato og en fødsel – men mere om det senere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*