Endelig ferie

Så blev det endelig tid til ferie. Det er så tæt på, at jeg kan sige “fredag i næste uge”. Og Baby har endda fået lov at komme med på ferien.

Hun skulle jo have en ny medicinsk forhåndsgodkendelse i forbindelse med operationen. Lægerne på Rigshospitalet havde sagt, at der ikke i deres optik var noget i vejen for at tage babyen med på ferie. Men at vi naturligvis skulle huske at checke det med vores forsikringsselskab.

Som sagt så gjort, så mandagen efter vi kom hjem kontaktede jeg vores forsikringsselskab Himmerland Forsikring for at få en ny medicinsk forhåndsgodkendelse. De fik tilsendt udskrivningsresuméet og operationsbeskrivelsen, og så ventede vi ellers bare.

Efter nogle dage uden svar tænkte jeg, at det måske var en fordel allerede nu at forberede os med et nyt forsikringsselskab. Så jeg kontaktede også Europæiske Rejseforsikring. De fik tilsendt tilsvarende papirer som jeg havde sendt til Himmerland Forsikring, og så ventede vi igen.

Sidst på ugen synes jeg dog, at der var gået noget lang tid, og vi nærmede os så småt tidspunktet, hvor der skulle betales for ferie. Og bare for at få en ide om hvornår svaret måske kom, så ringede jeg til Himmerland Forsikring for at høre til sagsbehandlingstiden for forhåndsgodkendelsen. “Jamen Baby er da blevet godkendt. Jeg sendte mailen allerede samme dag som du ansøgte”. Sagsbehandleren havde ikke kunnet tyde mine kragetæer på formularen, så den var sendt til en forkert emailadresse. Så allerede mens jeg var i røret sendte hun en ny mail, som denne gang landede rigtigt hos mig. Så det var bare dejlig service fra Himmerland Forsikring, og Baby var nu feriegodkendt. Oven i købet også i fremtiden, så vi ikke hver gang skulle indsende ny ansøgning.

Som en pudsig tvist, så vendte Europæiske Rejseforsikring tilbage nogle dage senere med afslag på en medicinsk forhåndsgodkendelse. De kunne desværre ikke godkende Baby til rejse. Jeg kunne heldigvis bede dem om at ryge og rejse(!), for vi havde allerede fået godkendelsen fra et andet selskab. Det er bare lidt underligt, at de ikke kan godkende når de endda har fået helt tilsvarende oplysninger.

Så om to uger, så går turen først til Provence i Sydfrankrig en uges tid på slotsferie, og bagefter en uges tid til Tyrol, når vi alligevel er på vej hjemad. Vi har tidligere, inden Baby var planlagt og dukkede op, været samme sted i Provence. Det er en lille by der hedder Fayence. Meget fransk, og meget lidt turistet, og som ligger lidt tilbagetrukket oppe i bjergene.

Vejrudsigten dernede siger allerede fuld sol og 30+ grader. Det bliver spændende hvad begge pigerne siger til det. Den store kan vi heldigvis placere i poolen. Og så må Baby være lidt i skyggen. Kæresten har heldigvis allerede købt UV-dragter til dem begge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*